ReVærk er lokaliseret i Studsgade i Aarhus, hvor tegnestuen har kontor og værksted. Arbejdet er fokuseret på bygningsarkitektur og materialer i udvikling og udførsel. Skalamæssigt spænder arbejdet fra skitsering og projektering af private boliger og mindre skole/institutionsbyggerier til udvikling og udførsel af design- og byggedelsløsninger. Uanset projektets karakter, er fokus skærpet på at skabe materialestærke bygninger og rum med et godt indeklima og minimal aftryk på miljøet i produktion og livscyklus.

Tegnestuens vision, er at skabe sammenhæng imellem gennemtænkte og sunde, naturlige løsninger, og hjem, der oplevelsesmæssigt danner merværdi i hverdagen — Sund Arkitektur. Sund Arkitektur er ikke kun, når tekniske løsninger skaber bedre indeklima og skåner vores miljø. Det er også, når løsningernes æstetiske kvaliteter eksponeres og, indtænkt i den rette helhed, beriger oplevelsen af de rum, vi befinder os i.

For at forfølge dette, arbejder ReVærk som synergisk paralel til sin tegnende praksis, med udvikling og udførsel af materiale- og byggedelsløsninger. Arbejdet i denne del af virksomheden er målrettet brugen af naturlige materialer og indeholder dels tegnestuens arbejde med udviklingen af ubrændt lerjord som byggemateriale, og dels den gentagne efterspørgsel på nytænkende, konkrete design- og byggedelsløsninger som arbejdet med arkitekturprojekter giver.

I udviklingsarbejdet bruger tegnestuen sit værksted som eksperimentarium, og laver installationer og prototyper, på baggrund af hvilke der indgås konkrete producentsamarbejder til det enkelte projekt og, om muligt, til større udbredelse. Motivet er at bringe materialers naturlige præstation ind i det moderne byggeri og den store inspiration, der gentagne gange viser sig som en aktuel værktøjskasse, er den historiske arkitekturarv.